Kapitel 8

25 års jubilæum

VW biler Århus Pigegarde
Århus Pigegarde

Den nye Biludstilling blev færdig i foråret 1985, og man besluttede at indvie den i forbindelse med firmaets 25 års jubilæum den 1. september 1985. Der blev holdt reception, og der blev holdt en kæmpefest for medarbejderne, hvor der blev dækket op med runde borde i udstillingen. Det er den største fest familien har holdt og gæsterne blev modtaget af Århus Pigegarde. Der var dækket op til 108 gæster, og foruden medarbejdere deltog familie, venner, gamle Esso - kolleger, arkitekt, revisor og bankforbindelse, administrerende direktør i SMC Jørgen Christiansen med fru Liisa samt økonomidirektør i SMC Erik Lindberg med fru Else. Aftenen sluttede med et kæmpefestfyrværkeri oppe på marken.

25 års mekaniker jubilæum

VW biler Leif Jensen
Ove B. Dirksen lykønsker Leif Jensen med 25 års jubilæet

Vi har haft flere medarbejdere der har haft 25, 30 og 40 års jubilæum. Blandt medarbejdere der stadig er ansat kan nævnes mekaniker Leif Jensen, der som den første holdt 25 års jubilæum i 1991 og 40 års jubilæum i 2006. Pladesmed Jens Haugen og mekaniker Benny Jensen har begge holdt 25 års jubilæum, kontorassistent Heidi Sørensen har holdt 20 års jubilæum og bogholder Birte Rohde fejrede sit 30 års jubilæum i 2007. Leif, Heidi og Birte er alle udlært i firmaet.

Flagstangen

Op til færdiggørelsen af udstillingen husker Leif Jensen en sjov episode. Leif fik til opgave at få en nyindkøbt kæmpeflagstang til at stå lige, og det var ikke nogen nem opgave. Især ikke da min far gik meget op i, at lige betød virkelig lige. Leif fortæller at Dirksen kom ud til ham på værkstedet, hvor Leif arbejdede som svend, og sagde "Flagstangen er altså ikke helt lige endnu, Leif". Et par timer efter kom Dirksen igen forbi, og sagde at nu var det blevet meget bedre. Leif undrede sig og morede sig lidt, for han havde overhovedet ikke haft tid til at gøre noget ved sagen. Flagstangen, hvor flaget første gang blev hejst til jubilæet den 1. september, er siden blevet brugt flittigt. Hver gang en medarbejder har fødselsdag, ved flagmærkedage og andre festlige lejligheder. Vores store flotte flag er blevet et symbol for folk i byen, og flere gange er vi blevet ringet op og mindet om det, hvis vi har glemt at hejse flaget.

Kartoffelkuren

Der blev festet, og efterfølgende blev den nye udstilling fyldt op med biler, men efter nogle forrygende bilår i 1984, 1985 og 1986, kom en ny krise : ”Kartoffelkuren”, og så var festen forbi. Navnet fordi den blev vedtaget af regeringen i skolernes efterårsferie ( ”kartoffelferien” ) 1986. De økonomiske effekter for bilbranchen var uoverskuelige, og salget af biler faldt drastisk.

VW biler Kartoffelkurens økonomiske effekt
Kartoffelkurens økonomiske effekt

Den økonomiske kurve viser at alt hvad der var tjent de 3 gode år, blev sat til de næste år på grund af kartoffelkurens hårde effekt på bilbranchen

 

Opad igen

Men endnu engang tog bilforhandlerne kampen op og frem mod midten af halvfemserne steg kurven for den økonomiske bundlinje her hos os. Min far var "still going strong" og lagde alle sine kræfter i at få firmaet på fode igen. Dog besluttede min far i 1992 at holde en ugentlig fridag: Han prøvede at blive væk fra forretningen, men da hans firma var hans hobby og store interesse lykkedes det som regel kun at holde sig væk en halv dag.

Epilog

Efterskrift August 2010
Den 17. februar 1994 holdt min far sin 70 års fødselsdag i Mombasa i Kenya. Hans ældste barnebarn, min søn Dirk, var taget af sted på 1 års rejse i Afrika i efteråret 1993. Min far besluttede at invitere hele familien på 14 dages oplevelsesferie i Afrika, så vi kunne være sammen med Dirk. Vi havde en fantastisk tur, og nød oplevelserne og samværet. Det blev desværre min fars sidste fødselsdag, og den 4. december for 16 år siden vendte han hjem til sin by, København, for at blive begravet på Tårnby Kirkegård på et stort familiegravsted. Jeg håber med mine erindringsbilleder at have givet et lille indtryk af hvor ”stor” denne mand var, og hvor meget han fyldte i mit liv.

 Med venlig hilsen

Jytte Brandt
Direktør
jytte.brandt@dirksen.dk
Tel: 86 52 09 88